Kontakt sødoktoren

Kemisk rensning med aluminium

- hvordan virker det?

På renseanlæg renser man fosfor fra spildevand ved at tilsætte opløst jern eller aluminium. Det er faktisk med denne teknik, det er lykkedes at nå vandmiljøplanens mål om 80 pct. mindre udledning af fosfor til vandmiljøet. Når opløst aluminium tilsættes til vand med fosfat, reagerer de to stoffer med hinanden, og danner uopløseligt bundfald af aluminiumfosfat. På renseanlægget ender bundfaldet i spildevandsslammet. Den samme proces kan anvendes til at rense fosfor fra forurenet søvand. Både jern og aluminium kan bruges. Jern har dog den ulempe, at den udfældede jernfosfat opløses igen, hvis der sker iltsvind i søen. Denne ulempe er man fri for, hvis man bruger aluminium.


Tilsættes fra båd

Tilsætning sker ved at pumpe flydende aluminiumopløsning ud gennem en lang slange, der udmunder foran skruen på en båd. Udfældning af aluminium fremmes af omrøring, hvilket skruen sørger for. I vandet kan man se udfældningen som lyse "skyer" af fnug, der langsomt synker til bunds. Planktonalger bliver også udfældet, og synker med ned på bunden. Dagen efter er vandet helt klart. Alger og fosfor ligger som et brunligt lag på søbunden.

Rensning af fosforrigt søvand med alger


(1) Vand med alger tilsættes nogle dråber aluminiumopløsning
(2) Aluminiumfosfat og alger udfældes
(3) Renset vand med bundfald af fosfat og alger

Forsegler fosfor i sedimentet

De døde alger bliver efterhånden nedbrudt af bakterier og spist af dyr. De udfældede stoffer består af aluminiumfosfat og aluminiumhydroxid. Det sidste stof virker som en kemisk forsegling af fosfor i bundsedimentet, fordi det binder fosfor, så dette ikke opløses i søvandet, og bevirker ny algevækst.

Er aluminium giftigt?

Aluminium opløses, når vandet er surt, med pH under 5,5. Under sådanne forhold er det giftigt for dyr og planter. De fleste danske søer har neutralt eller basisk vand, med pH 7-8, hvor aluminium er uopløseligt og ugiftigt. Både aluminium og jern findes naturligt i søsediment, jord og sten. Lerpartikler indeholder således 5-10 pct. aluminium og 1-5 pct. jern.

Erfaring fra Sønderby Sø

Efteråret 2001 gennemførte Fyns Amt og Syddansk Universitet en aluminiumbehandling af Sønderby Sø. Før behandlingen var søen stærkt forurenet. Den havde fosforindhold omkring 1 milligram P/liter og sigt 1-2 meter. Efter behandlingen faldt fosforindholdet til under 0,1 milligram/liter og sigtbarheden blev forøget til 2-4 meter om sommeren. Tilstanden har holdt sig siden. Man har ikke observeret tegn på forgiftning med aluminium. Hverken i fisk, dyr eller planter. Til gengæld har bundplanterne bredt sig kraftigt, og nye plantearter er kommet til, som ikke kunne klare sig, dengang søens vand var uklart.

Pris og mængde

Aluminium doseres i forhold til fosfor i søens bundslam. Der tilsættes 4 gange fosforindholdet i de øverste 10 centimeter slam. Dette vil i praksis ofte være omkring 1 liter aluminiumopløsning pr. 10 kvadratmeter sø. Prisen til dette er omkring 3 kroner pr. kvadratmeter.